Ved sin færden rundt i haven kan man opleve, at komme fra en tæt vegetation til noget mere åbent. Karakterforskellen  gør turen mere levende og de forskellige klippede strukturer træder mere frem her ude i lyset, som giver dem form og fylde.

Jeg stødte en gang på en maler, der havde en hel anden opfattelse af al sommerens grønhed. Han omtalte det som "det grønne helvede", hvor det næsten ikke var muligt for ham at male. Ligegyldigt hvor han befandt sig i naturen var det grønt og grønt og grønt. "Nej", sagde han, "må jeg så bede om vinteren med dens langt finere farveskalaer, hvor man kan skildre de nøgne træer og landskabet i de mange brunlige, grålige og blåviolette farvetoner.

I 1920´erne og 30´erne var der ligefrem en lille gruppe malere herhjemme, der nedtonede koloritten og dyrkede nærmest fraværet af farver i deres billeder. Det skete som en reaktion mod modernismens farveeksplosion. De blev kaldet mørkemalerne. Betegnelsen refererer til malere omkring sammenslutningen Corner og omfattede f.eks. Lauritz Hartz, Erik Raadal, Karl Bovin Erik Ejstrup og Niels Lergaard, der i meget mørke billeder udstillede deres personskildringer og landskaber.

Men jeg vil nu sige, hver ting til sin tid. Og lige nu handler det om at omgive sig med alle de tindrende og strålende farver i haven - alle de grønne farvetoner og suge dem til sig som vitaminer til sindet. Vinterens grå og brune toner og det dæmpede lys skal nok indfinde sig, og da gælder det om at have noget at stå imod med.

Jeg må da erkende, at vinteren rummer sin egen poesi, men derom senere.