Kloakrist
Jeg kunne se det, straks jeg fandt den. Der lå den bare i grusgraven som en anden ubrugelig ting - en maskine af én eller anden art er formodentlig kørt på den og givet den dette tryk´sejsten, der forvandlede den til den skulptur, som nu har stået i vores have gennem mange år.
Jeg synes den er smuk, kloakristen, som det jo oprindelig var, og nu står den her i al sin enkelthed. Tremmerne, som er trykket indad kan ligne billedet af lydbølger i bevægelse - eller er der noget harpeagtigt over den?
Den er vel ikke kunst, eftersom den har været udsat for det man kalder tilfældighedernes spil og der således ikke ligger en bevidst kunstnerisk skaben bag, men smuk og interessant, det synes jeg nu den er.
Jeg synes den er smuk, kloakristen, som det jo oprindelig var, og nu står den her i al sin enkelthed. Tremmerne, som er trykket indad kan ligne billedet af lydbølger i bevægelse - eller er der noget harpeagtigt over den?
Den er vel ikke kunst, eftersom den har været udsat for det man kalder tilfældighedernes spil og der således ikke ligger en bevidst kunstnerisk skaben bag, men smuk og interessant, det synes jeg nu den er.
Granitfugle
De små fugle har vi købet hos billedhuggeren Jørgen Glud i Rødkærsbro. Han har hugget dem ud af brosten ( hvordan han nu kunne vide, at de sad derinde er mig en gåde), men her sidder de nu i haven og ser nuttede ud og omkring dem vokser Geranium endressii "Rose Clair", som vel nok er en af de nemmeste, mest livskraftige og frodige storkenæb man kan plante i sin have.
Ælde og skønhed
På vore rejser har vi ofte fundet ting på loppemarkeder som vi bringer med hjem som en souvenir. Det hænder at tingene stilles ud i haven, hvor de indgår som små overraskelser, der ofte bliver smukkere og smukkere jo mere vejrliget påvirker dem. Den patina som tingene opnår, bevirker at de ser mere naturlige ud - ja, som om de altid har stået her.
Karakteren af ælde - det mosgroede og frønnede - har vi nok lært at værdsætte ved besøg i japansk inspirerede haver, men vi har nu også oplevet det i gamle renæssancehaver som Villa d`Este i Tivoli i Italien, hvor skulpturerne kan være helt overbegroet af grønne alger og her har vi også fornemmet, at stå over for noget meget gammelt - noget med tidens tand og det forgængelige.
En særpræget sten.
Olivenkrukke.
På turen rundt i haven møder man denne krukke. Den har stået i haven gennem en del år. Den siges at være antik og stamme fra Tyrkiet. Vi er rigtig glade for den, for den har gennem årene fået karakter af tidens tand, men forekommer ret skrøbelig, hvorfor den altid opbevares indendørs om vinteren.
Den har været anvendt til opbevaring af olivenolie og formen spidser til forneden, så at den kunne stå oprejst i sandet.
Den har været anvendt til opbevaring af olivenolie og formen spidser til forneden, så at den kunne stå oprejst i sandet.
En skulptur
Denne helt enkle skulptur, handler om glæden ved at finde en oval sten med et indhak - igen et af naturens luner- og i dette indhak så at placere en mindre, grå sten ved hjælp af en klat cement. Kunst? Nej, det er det vel ikke og jeg havde måske ikke fundet på det, hvis ikke jeg for mange år siden så værker af den fransk-tyske maler, billedhugger, grafiker og digter, Jean Arp.
En keramik-kegle.
Hos keramikeren Jørgen Hansen i Hyllested fandt vi denne blå kegle. Vi syntes godt om den smukke blå glasur, der hjemme i haven kunne inspirere til at lege med farvesammensætninger i blåt. Hvert år siden har vi så sommeren igennem eksperimenteret med sammensætning af blå blomster, der spiller op til keglens blå farve. Og der findes jo mange blå blomster, men det har været svært at finde den rette blå, hvis man ønsker at arbejde tone i tone. Keglens blå er nærmest ultramarinblå og de fleste blå blomsterfarver har noget blåviolet i sig. Den blomst, der indtil videre er kommet nærmest er den blå Ensian.
En græker.
Hvor han egentlig hører hjemme denne gipsafstøbning af en græsk yndling er jeg lidt i tvivl om. Jeg kunne vel også lige så godt ha´placeret ham på siden med havens nips. Men han har en forhistorie, der gør, at han alligevel kommer ind under havens kunst: Første gang jeg stødt på figuren var i begyndelsen af 1950´erne, hvor den stod den på sin piedestal på Randers Kunstmuseum. Det var på det gamle museum, som havde til huse i en fornem gammel patriciavilla, der lå med sin have, hvor nu Kulturhuset ligger. Hver gang jeg skulle op og se på billedkunsten, stod han neden for den store solide trappe, der førte op til malerisalen og tog imod.
I slutning af 50´erne gik gipsafstøbningerne åbenbart af mode på kunstmuseer. På malerskolen, der lå på øverste etage af Teknisk Skole og hvor jeg i disse år var elev, fik vi nys om, at hele museets samling af gipsafstøbninger skulle køres på lossepladsen. Vi fra svendeklassen gik over og redede en del af de bedste ting som vi kunne anvende som frihåndstegnings- modeller. Og netop denne græker tegnede jeg meget efter i både blyant og kul.
I slutning af 50´erne gik gipsafstøbningerne åbenbart af mode på kunstmuseer. På malerskolen, der lå på øverste etage af Teknisk Skole og hvor jeg i disse år var elev, fik vi nys om, at hele museets samling af gipsafstøbninger skulle køres på lossepladsen. Vi fra svendeklassen gik over og redede en del af de bedste ting som vi kunne anvende som frihåndstegnings- modeller. Og netop denne græker tegnede jeg meget efter i både blyant og kul.
Kom i min besidelse.
Efter en årrække var det nok heller ikke længere moderne at tegne gips i maleruddannelsen. Gipsmodellerne stod og samlede støv på den nye tekniske skole. Mange år senere var jeg på et lærerkursus på skolen og en lærerkollega, som jeg gik på skole sammen med som ung, kunne huske, hvordan jeg havde slidt i det med netop denne model, synes at jeg skulle tage den med hjem.
Så en gang imellem, når vejret er godt (gips er ikke vejrbestandig), får han lov til at komme lidt ud i haven, hvor han står på en piedestal, jeg har bygget til ham. Her står han nu som havepynt og tager imod havens gæster og ringen er på den måde sluttet.
Indrømmet, det var en lang historie for at fortælle om en gipsafstøbning.
Så en gang imellem, når vejret er godt (gips er ikke vejrbestandig), får han lov til at komme lidt ud i haven, hvor han står på en piedestal, jeg har bygget til ham. Her står han nu som havepynt og tager imod havens gæster og ringen er på den måde sluttet.
Indrømmet, det var en lang historie for at fortælle om en gipsafstøbning.
Det enkle
Den lille skulptur i forhaven handler om glæden ved enkelthed - nemlig det at stå med et par tilhuggede granitblokke, hvoraf den ene graves lidt længere ned end den anden, en stor brosten og et par mindre føjes til og straks står man med en gruppe kuber af vekslende størrelse, hvorefter man finder en kuglerund sten, som udgør en god kontrast til alt det kantede.
Jeg har altid været optaget af kubismen som en spændende periode i kunsten (1907-14), som vel egentlig førte frem til funktionalismen i bygnings- og havearkitekturen og blev begyndelsen på modernismen.
Granitstenene og buksbomkuglerne i baggrunden er nok lidt japansk inspireret, men det passer såmænd meget godt ind i sammenhængen, idet arkitekterne på den tid netop var meget optaget af japansk kultur, hvis væsen, enkelthed i form og materiale, man søgte at inddrage i funktionalismen.
Jeg har altid været optaget af kubismen som en spændende periode i kunsten (1907-14), som vel egentlig førte frem til funktionalismen i bygnings- og havearkitekturen og blev begyndelsen på modernismen.
Granitstenene og buksbomkuglerne i baggrunden er nok lidt japansk inspireret, men det passer såmænd meget godt ind i sammenhængen, idet arkitekterne på den tid netop var meget optaget af japansk kultur, hvis væsen, enkelthed i form og materiale, man søgte at inddrage i funktionalismen.
Skulptur
Jeg har lavet en skulptur i haven af træstumper jeg har fundet langs stranden.
Det er fragmenter af mange forskellige ting - en stump fra et hyttefad, en del fra en støvkost, dele fra træskibe, et gammelt rusten låg, en stump af en perforeret loftplade o s v .
Træstumperne har fået den smukke grå farve af drivtømmer, der giver sammenhæng i skulpturen. Den er ikke skabt for evigheden, de organiske materialer vil nedbrydes gennem nogle år, hvilket jeg finder tiltalende, idet den derved deler skæbne med vi mennesker samt dyr og planter.
Jeg postulerer ikke at det er kunst, det er blot "legebarnet", der igen er kommet op i mig, ganske som når jeg får forskellige andre indfald i haven omkring leg med sten og planter.
Abstraktion
Skulpturen udgiver sig ikke for andet end den er - en ren abstraktion, der måske kan opfattes som smuk, tiltalende, interessant, berigende. Andre vil måske mene at den er ligegyldig, uinteressant, intetsigende osv..
Den dybere baggrund for at lave sådanne ting er nok temmelig egoistisk, for dybest set laver man det for sin egen skyld, det handler om det at eksperimentere, om at opleve skaberglæde og bruge sin fantasi.
Tove Lundby
Bent
fallos
Jørn
Hej Sussie
Tak for kommentaren, det glæder mig, at du kan lide min skulptur.
Kh Jørn
sussie halberg
fantatisk inspirende side " kunst i haven". især skulpturen med "drivtømmer"